Vi havde i sidste måned en rigtig god snak herhjemme om vores hverdag. Ikke fordi vi ikke er glade i vores hverdag – men kender vi ikke alle sammen det der med, at hverdagen bare går sin gang? At man glemmer at spice hverdagen op, bruge tiden fornuftigt eller gøre de små ting, der faktisk betyder meget for ens livskvalitet?
Min kone tog emnet op i går, og i starten tænkte jeg: ”Det var dog et mærkeligt emne at tage op på sådan en højhellig onsdag aften”. Men efterhånden som samtalen skred frem, var jeg faktisk enig med hende.
Vi ”levede” ikke rigtig i hverdagen på samme måde, som vi gjorde i weekenderne. Selvfølgelig giver det mening, at der er mere energi og overskud i weekenderne, hvor man ikke skal tidligt op på arbejde, pendle frem og tilbage, hente unger osv. Men alligevel. Liver er SÅ kort. Er det ikke for kort til, at vi 5 dage i ugen ikke nyder vores dag til fulde? Nyder hinanden? Klemmer de ting ind, der gør os glade?
Så gik vi i gang med ”listen”
Efter vores snak blev vi enige om at vi ville tage en måned, hvor vi prioriterede at forkæle os selv i hverdagen med de ting, der gør os glade. Ting som vi bilder os selv ind, vi er for trætte til, eller ikke har overskud til, eller som hører til ”weekenden” – bare fordi det er weekend.
Vi skrev en liste hver og læste den op for hinanden. Det var helt små fundamentale ting, som vi godt kunne lide at lave, spise, drikke eller godt kunne tænke os mere af i hverdagen. Min kone havde skrevet 1. kram. 2. en gåtur. 3. et stykke chokolade hver dag uden dårlig samvittighed.
Mine 3 tips
Efter min kone havde læst sin liste op, blev det min tur. Jeg har valgt at dele min liste her, så I måske kan blive inspireret derude til at lave jeres egen liste derhjemme. Nu har vi prøvet det af en lille måneds tid, og det giver faktisk humøret og livsglæden et boost i hverdagen.
Mit første punkt var danskvand. Ligesom så mange andre, så synes jeg vand er lidt små kedeligt at drikke. Jeg er utrolig glad for danskvand, og var overbevist om, at jeg ville drikke mere væske, hvis det var let tilgængeligt for mig herhjemme. Så vi anskaffede os en co2 patron, så jeg altid kunne få et dejligt glas danskvand, når jeg havde lyst til det. (Bonus info: jeg har ikke haft ondt i hovedet en eneste gang denne måned, efter jeg begyndte at drikke mere væske)
20 minutter I haven
Nogle mediterer, andre sidder med deres telefoner, min kone elsker at gå. Der er mange måder at ”lade” op på, og gennem vores to lister fandt vi ud af, at vi begge to savnede lidt ”alene” tid, hvor man kunne clear hovedet lidt. Så min kone begyndte at gå en lille aftentur på en halv time, mens jeg sad ude i vores have og slappede af.
Jeg har altid været naturmenneske, og jeg nyder at bare sidde der. Kigge på bedene, fuglene. Nyde stilheden og aftensolen. Det er som terapi for mig, og når jeg kommer ind igen har jeg en ro i kroppen, jeg slet ikke kan sammenligne med noget andet. Både min kone og jeg har meget mere afslappede, når vi havde fået vores alene tid, og det gjorde vores tid sammen om aften mere nærværende efterfølgende.
Snak med hinanden
Mit sidste punkt var at snakke med hinanden om hinandens dag. Det gjorde vi meget de første mange år af vores ægteskab. Men som hverdagen og bleskift sneg sig ind, blev det mindre og mindre. Ikke fordi vi ikke havde lyst, men vores energi og fokus var bare andre steder. Det tænker jeg, de fleste kender.
Nu begyndte vi hver dag at sidde ganske få minutter og høre om hinandens arbejdsdag. Små ting der drillede, såvel som de ting, der gjorde os spændte eller glade. Jeg kan med hånden på hjertet sige, at vi har et bedre ægteskab allerede her en måned efter. For som jeg indledte: det er de små ting, der til sammen udgør de store ting. Så hvis I også synes, der er gået lidt for meget hverdag i den – så vil jeg anbefale jer at sætte jer ned sammen og skrive jeres egen liste. I vil med garanti kunne mærke, at hverdagen bliver lidt mere interessant, end I er vant til.