Har du ikke også tit stået i en situation, hvor du ville ønske, du vidste mere om et givent emne? For mit vedkommende sker det ret tit. Derfor besluttede jeg under corona, at jeg ville udnytte tiden derhjemme til at lære nye ting og opnå ny viden. Den eneste regel, jeg havde, var at det skulle være noget, jeg stort set ikke vidste noget om.
Så jeg gik i gang med at skrive en liste over ting, jeg gerne ville lære. Eller emner jeg gerne ville vide mere om. Fx har jeg aldrig været særlig stærk i historie, så det blev nummer et på min liste over viden, jeg skulle blive stærkere i.
1. Bliv klogere på vores historie herhjemme
Jeg kunne især godt tænke mig at blive mere kendt på Danmarks historie. Jeg har ingen idé om, hvornår det var middelalder, hvad vores første konge hed, eller hvilken rolle, vi spillede i første verdenskrig. Det har faktisk været helt pinligt at tale med på emner omkring historie, fordi jeg har været så uvidende.
Der er mange store danske navne, der går igen i historiebøgerne. Harald Blåtand, Niels Bohr, Tycho Brahe og så videre. Pinligt nok ved jeg ikke, hvem nogen af dem er, udover Harald Blåtand vist var en kendt viking, og de to andre har opfundet noget vigtigt. Så jeg bestilte forskellige historiebøger og begyndte at læse om Danmarks historie lige fra middelalderen op til murens fald. Nu er det jo ikke sikkert, du interesserer dig for historie – eller at du, ligesom jeg, er utrolig ringe til historie. Men så er der måske andre ting som geografi eller lignende, du kunne overveje?
2. Lær noget om kærestens hobby
Min kæreste har altid været utrolig glad for biler, og alt gejl der hører til som dæk og fælge. Jeg interesserer mig slet ikke for det, men for hans skyld ville jeg alligevel gerne vide bare en lille smule om emnet, så jeg kunne tale med ham om det, hvis han overvejede at købe ny bil, fælge eller hvad det nu var.
Så jeg gik i gang med at se en masse youtube videoer om biler, og undersøgte hvilke producenter der var bedst og hvorfor. Samtidig satte jeg mig godt ind i de forskellige reservedele, så jeg havde en bedre forståelse for, hvorfor han synes, det er så fedt at kigge på tilbehør til sin bil. Han blev ret overrasket, da jeg selv begyndte at tage nogle emner op og nævne dele på bilen, han ikke anede jeg kunne. Så har din bedre halvdel en hobby eller andet, han/hun går meget op i, så er det en oplagt mulighed for at vise lidt interesse og lære lidt om det.
3. Lær et nyt sprog
Okay, det er måske ikke muligt at lære et helt nyt sprog, bare fordi ens land er lukket ned for en kort periode. Men nu har du da tiden en lille time hver dag til at øve dig på et sprog, du altid godt har kunne tænke dig at lære. Hvis du holder den gode vane ved lige, vil du måske på relativt kort tid lære at tale fransk, spansk eller et helt tredje sprog?
Uanset hvad du vælger at kaste dig over, vil jeg i hvert fald anbefale dig at lave en liste over noget, du gerne vil lære eller blive bedre til. Man kan lige så godt bruge tiden fornuftigt i stedet for at sidde og kede sig og tænke på alle de ting, man savner og ikke kan gøre længere. Held og lykke med læringsprojektet!